UngDragør: 20510728 Klub: 23462637 // ungdomsskolen@dragoer.dk

Om Dragør Naturskole

Dragør Naturskole er et vidensdelingsprojekt under Dragør Ungdomsskole, hvor vi deler ud af vores mere end 20 års erfaring med at bruge de lokale natur- og friluftsaktiviteter.

Vi ved, hvor det kribler og krabler i skovbunden. Vi kan kende de friske krydderurter fra giftigt bunddække. Vi følger med i, hvad der sker i Øresund under havoverfladen. Vi kan bage pizza over bål. Vi kender alle kringelkrogene på Kongelundsfortet. Vi kan binde de livsvigtige klatreknob.

I løbet af hvert eneste skoleår har vi alle skoleklasserne gennem Friluftsskolen, hvor børn og unge fra 0.-9. klasse bliver undervist og udfordret både fysisk, personligt og intellektuelt. Vi lærer de unge på skolerne og i Ungdomsskolen alt, hvad vi ved.

Men vi ønsker også, at resten af Dragørs borgere ved, hvor mange faciliteter de faktisk har adgang til. Vidste du for eksempel, at du som privatperson kan låne bålstedet på Kongelundsfortet kvit og frit til for eksempel en fødselsdagsfejring i det fri?

Dragør Naturskole er et initiativ, hvor vores dygtige natur- og friluftsvejledere deler deres erfaringer med resten af Dragørs borgere for at inspirere dem på til selv at gå på opdagelse i lokalområdet.

Vores mission er at inspirere alle borgere til at bruge naturen, kroppen og lokalmiljøet. Vi klæder borgerne på til at være aktive både alene og i fællesskaber på tværs af alder, status og køn.

Vores vision er, at Dragør Naturskole stiller et stort og varieret udbud af aktiviteter til rådighed for borgerne med henblik på at fremme naturforståelse, sundhed og bevægelse.

Derfor har vi også udvidet Ungdomsskoleholdene med familiehold, hvor de unge kan tage forældre og søskende med ud i friluftslivet, og de voksne kan få tips, tricks og inspiration til mere friluftsliv med familien.

Følg også ’Dragør Naturskole for alle’ på Facebook og Instagram for nem inspiration. Her finder du vejledninger og gode råd til at arrangere dine egne udelivsaktiviteter for både børn og voksne.